Lidt krigs historie


Slesvig - Holsten
Lige siden Stænderhyldningen i 1721 havde de Danske Konger haft arveretten i hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland men undladt at knytte landsdelen til Danmark for dermed at tillade større tilknytning til Holsten. Da Stænderforsamlingen udkom i 1834 foranledigede den gamle konge på tværs af al fornuft at Slesvig-Holsten fik fælles regering på Gottorp Slot.

Slaget om Kjøbenhavn
Efter slaget på Reden i 1801 hvor landforsvaret var i orden begyndte Danmark at opbygge flåden for at hindre en gentagelse. Desværre blev landforsvaret herved svækket samtidig med at hovedparten af hæren var stationeret i Holsten for at beskytte grænsen mod et fransk angreb. I 1807 vendte Englænderne tilbage med Admiral Gambier og 27 linieskibe, 40 mindre krigsskibe og ikke mindre end 377 transportskibe og belært af erfaringerne fra 1801 med betydelige landstyrker for at erobre den betydelige danske flåde, - fra landsiden.

Den 16 August begyndte Englænderne at udskibe 20.000 mand veltrænede soldater. Den 21. desuden det 8.500 mand store Armekorps fra Rygen. I alt talte den engelske hær 30.000 mand veludrustede og veltrænede mænd. Blandt generalerne fandtes en af verdens bedste hærfører GM Sir Arthur Wellesley (f. 1769 - † 1852, senere Hertugen af Wellington) chef for reserven på 4.123 mand, samt General Major Linsinger chef for det 2.067 mand store Rytteri. Øverstbefalende for landstyrkerne var General Løjtnant Lord Cathcart.

Landgangen den 16 August af 25.000 mand ved Vedbæk nord for Kjøbenhavn foregik for englænderne helt uden indblanding fra dansk side. Et 600 mand stort dansk korps ledet af Major Bassewitz blev sendt ud af den danske General Peymann, men nåede ifølge ordre ikke længere end til Kongens Lyngby. Få dage efter tog de engelske tropperne stilling foran Kjøbenhavns volde på Sjællands siden (mindre end 4 km land) fra Svanemøllen helt til Frederiksberg Slot. Den 21 August landsattes resten af tropperne ved Brøndby Strand.

Kjøbenhavn kunne mønstre 6.300 linietropper, 2500 Landeværnssoldater og 5.000 borgere, studenter m.m. de færreste proffessionelle soldater.

Den 27.-30. August var der mærkeligt stille i den engelske lejr, uden at de belejrede var klar over grunden hertil. Sagen var at Cathcart havde sendt en divison på 6000 mand ned til Køge for at gøre det af med Landeværnet, som havde samlet sig der. Kronprinsen (Frederik 6.) havde udnævnt Generalløjtnant Castenskjold til øverstbeffalende på Sjælland med det hverv at undsætte hovedstaden. Desværre fandtes der ingen regulærer tropper på Sjælland udenfor Kjøbenhavn. Det gjaldt altså om at skabe en hær af Landeværnet, der var oprettet i 1801. Dette Landeværn dannedes af udtjente Landsoldater indtil 45 års alderen. Deres uniform bestod af en rund hat med en grøn fjer og en rød trrøje med blåt opslag, som skulde trækkes udenpå det daglige vadmelstøj. Mange var i træsko fordi de ikke ejede andet fodtøj. Det var svært at skaffe våben idet man ikke nåede at hente tilstrækkeligt med våben fra Tøjhuset i Kjøbehavn. Fra Sjælland i alt ca 3.000 totalt uerfarne mand med 9 små kanoner og 300 ryttere fra Roskilde. Med Landeværnet fra de sydlige øer var der omkring 5.700 mand.

Englænderne rykkede frem mod Køge i to Delinger. Wellesley ledte hovedstyrken på 3.437 mand med afgang den 18 August fra Emdrup ad Landevejen direkte mod Køge fra Roskilde Kro. General Linsingers rytteri red fra vedbæk gennem Kongens Lyngby til Frederiksberg over Glostrup og fra Hedehusene lidt længere Vest om med 2.588 mand for at falde danskerne i ryggen syd for Køge.

De 29. August 1807 kl 9.00 brød Wellesley, der da var 39 år, op fra "Skillingskroen" 5 km nord for Køge og kl 11.00 tilføjedes Det Sjællandske Landeværn et alvovrligt nederlag ved Hvide Knæ omkring Køge Landevej 200 meter nord for byen på den åbne sandslette.

Linsinger passerede Egby kl 9.30, passerede Køge å ved Lellinge kl 11.00 for at møde Wellesleys styrker der forfulgte de flygtende danskere igennem Køge by mod Herfølge.

De engelske styrker opslog hovedkvarter i Køge for en tid.

Wellesley beretter om danske tab på 100 døde, 500 såret, 60 officerer og 1200 menige blev taget til fange samt en mængde udstyr som geværer og tøj der blev efterladt da de dårligt uddannet og udrustet danskere flygtede.

Udfaldet blev som ventet, når uøvede og slet bevæbnede bønder under alderdomssvægget Officerer uden krigserfaring blev stillet op imod en hær af første klasses soldater med en af verdens bedste Generaler i spidsen. Den "danske landsoldat" var jo dengang kun en uvidende almuemand, der var vandt til at hunses med at fogden på det lokale gods. Slaget er derfor undertiden omtalt som "Træskoslaget". Det anses desuden som uhyre kritisabelt at Castenskjold valgte at møde fjenden på åben terræn fremfor skoven vest for Køge.

Den 2. September klokken 18.30 begyndte bombardementet of Kjøbenhavn der varede til overgivelse den 6 September.

Den røvede flåde bestående da af 17 Linieskibe, 17 Fregatter, 8 Brigger og en mængde mindre fartøjer. Værdien af fartøjerne og arsenalerne beløb sig til 2 millioner pund Sterling.

På kun 3 uger havde Englænderne bevist at de Danske landbefæstning var værdiløs og ikke kunne sikrer det danske monarki. At den danske hær havde problemer med at være flere steder på en gang. At vores flåde til at sikrer forbindelsen til Norge havde kostet for store afsagn på andre områder.

Kronprins Frederik der med vilje ikke havde været tilstede under englændernes angreb ankom uventet til Kjøbenhavn den 6 November 1808 og General Peymann og andre ledende officerer blev den 16 November 1808 idømt helt urimelige straffe.

Kronprins Frederik var blevet så grænseløs forbitret på "de engelske røvere" at han greb til helt uovervejede beslutninger med katastrofal betydning for Danmark. Den 31 Oktober 1807 sluttede Danmark/Norge et forbund med Frankrig om Fastlandsspærringen med håb om at knægte England. Han overså helt at den engelske flåde var 10 gange større end den Danske og at England var en verdens/ industrimagt hvor Danmark kun var en lille bondestat.

Den 13 Marts 1808 døde den sindsvage Christian 7. og Frederik 6. overtog magten den 16 Marts 1808.

Slaget ved Sehested
Den 10. Juli 1813 sluttede Danmark forbund med Frankrig og forpligtigede sig til, når våbenhvilen mellem de store Magter ophørte, at stille et korps på 10.000 mand fodfolk, 2.100 ryttere og 40 kanoner til Napoleons rådighed.

Da krigen mod England, Sverige, Rusland atter begyndte den 16 August, rykkede den lille danske hær under Kongens Svoger, Frederik af Hessen, ned gennem Holsten for at slutte sig til et fransk Armekorps under Marskal Davout, der lå ved Hamborg.

Kong Frederik 6. gjorde samme fejl som i 1807 nemlig at han undlog at samle tropperne hvor der var brug for dem. Han gemte sig istedet på Hindsgavl på Fyn med en betydelig styrke.

Men da Napoleon efter slaget ved Leipzig den 18 Oktobe 1813 måtte opgive sin stilling langs Elben, trak Davout sine tropper sammen for at holde Hamborg så længe som muligt, og danskerne kunne nu ikke længere vente hjælp af ham til Holstens forsvar. Det overraskende er at Danmark skulle forsvarer Norge i Holsten mod de Allierrede. Den svenske Kronprins Carl Johan håbede at omringe Frederik af Hessen, men i den hæderlige kamp på heden ved Sehested den 10 December 1813 slog Danskerne sig igennem og nåede Rendsborg vest for Kiel, hvor de indesluttede sig i fæstningen.

Den Danske konge stod på trods af dette slag alene mellem sine mange overlegne fjender og sluttede den 14. Januar 1814 Freden i Kiel, hvorved han afstod Norge til den svenske konge.